FAQ

Spørgsmål & svar

I denne rubrik vil du fremover kunne læse spørgsmål og svar stillet til mig på mine mange kurser rundt om i landet med forældre til teenagere.

Håber I vil finde svar på nogle af de spørgsmål I tumler med lige for tiden. 

Generer de os med vilje. Ligger de og udtænker deres uforskammetheder om natten eller hva.

Man skulle næste tro det. Sommetider virker det som om teenageren har tænkt længe over de uforskammetheder hun slynger i hovedet af jer som forældre. lad mig starte med at slå en ting fast. De ting de siger til jer er ting som de godt ved bagefter har såret jer. Men ligesom da I var nyforelskede og skændtes tit og tæt, så tænker man ikke over det man smider i hovedet af den anden. En ting er dog sikekrt: man ved godt man har såret den anden. Det ved teenagereren også og det gør faktsik de fleste af dem ret ondt. De er kede af at de har smidt en spand lort i hovedet af deres forældre. MEN I får dem ikke til at undskylde..ikke umiddelbart i hvert fald. Nogel af dem kan selvfølgelig godt gøre det, helt sikkert. Men mange af dem, for dem er det flovt at de har sagt det og hvis de skal sige undskyld, så bliver de mindet om hvilken idiot de har været. Og så skal vi jo huske vi kun skændes med dem vi holder af. Det er jo dejligt at vide. Tilbage til hovedspørgsmålet. De planlægger ikke at sige noget grimt til jer. De ved til gengæld godt hvad der sårer jer og det bruger de så mod jer i et skænderi men det er ikke med vilje. Det ryger ud af dem. Og bagefter fortryde de.

Vi vil gerne være rådgivere for vore børn, især vores søn som er et sportstalent.

Hertil kan jeg sige, at der indbygget i forholdet: forældre - børn ligger at vi ikke dur som rådgivere for hinanden. At være rådgiver indebærer en trang til at sige så meget sandhed at man risikerer at blive fyret: og det tør vi ikke som forældre, kan vel heller ikke. Det er også derfor de mødre der siger til mig at de er veninder med deres døtre bliver så skuffede når jeg siger at det ikke passer.  Teenagere holder så meget af deres forældre og omvendt at vi er komplet uduelige som professionelle rådgivere. Og det gælder især forældre til sønner med sportstalenter. det går helt galt for nogel forældre i denne gruppe. De udlever egne manglende indfriede ambitioner i deres ungdom. Eller også udlever de deres sociale liv på sidelinien samme med andre forældre. Eller også har de en drøm om at deres børn bliver rige og berømte. Omvendt kan nogle forældre stå i  vejen for deres teenageres talent fordi det " nu engang er bedre med en solid uddannelse isedet for det der fodbold"  Overlad rådgivningen til andre voksne. desværre er de voksne ikke at finde i fodboldklubberne i hvert fald, men det er en anden historie. jvf. mit indlæg i JP d. 7. august.

Vi er SÅ bekymrede...

Ja. Det er desværre den gave I fik i fødselsgave: en livslang, uhelbredelig altid tilstedeværende beymring for om det nu går vort yngel godt. Sommetider dulmer statistik lidt: det er så utrolig få unge der bliver kriminelle, stofmisbrugere eller psykisk syge. Men jeg ved godt at tvivlen altid vil nage: bliver det nu alligevel mit barn der... Men jeg får det sommetider lidt skidt når jeg ser interviews med forældre til småbørn som dyrker deres bekymringer. Der er idag nærmest ingen grænser for hvor bekymrede forældre kan blive. Og det følges tit op af udtalelsen om. at noget må gøre noget.  Jeg kan forsigtigt foreslå at forældre ikke skal være SÅ bekymrede. Børn er rent faktisk ret robuste. Eller VAR i hvert fald. For måske er børn blevet nogle pylrede nogen fordi I forældre og vi voksne er så bekymrede. Alene det at vi er dså bekymrede gør at børn bliver bekymrede. Så ned med skuldrene. Husk at smile. Og børn skal falde og slå sig og de hoster utrolig meget, de små pus smtidig med at næsen løber. Og voksne taler sommetider lidt hårdt til dem, især når lærere skal have en hel flok til at tie stille. Men det er der altså ingen grund til at bekymre sig over...Nå men teenagere ved godt I er bekymrede men ved ikke hvad de skal gøre ved det. Teenagere kender nemlig ikke til bekymringer. de synes det er lidt sødt at vi bekymrer os men de kan ikke rigtig sætte sig ind i det. " Det er jo de andre det går galt for, mor" vil være den typiske bemærkning. Vi skal dog huske at fortælle om vore bekymringer men også huske at trække vejret og lade børn være børn og teenagere opleve verden. Vi kan jo ikke holde dem i hånden hele livet.

Hvornår må de begynde at drikke alkohol.

Vi lever i et land med en alkoholkultur. Denne kan man være enig i eller ej. For mig hersker der ingen tvivl om, at jo længere de unge venter med at drikke jo bedre. Men at tro de venter helt til de bliver voksne, er nok en illusion. Jeg synes ikke unge skal have lov til at drikke før de går i 9. klasse. Da bliver man 15 år. Selvfølgelig kan man sige det vil være ok at de smager noget alkohol inden. Men at tage drikkevarer med til en fest eller selv servere det til en fest, mener jeg ikke bør ske for unge før 9. klasse. Jeg synes det er uansvarligt at lade 7. klasses unge drikke til fester, for den sags skyld, drikke sig fulde til fester. Det er der desværre historier fremme om. Og så er det min holdning at de kun bør have tre - fire Breezers med til festerne i 9. klasse.

Er det ikke bedst at de unge drikker sig fulde hjemme første gang.

NEJ !!! Det er en gammel skrøne at de unge skal drikke sig fulde hjemme eller måske endda sammen med forældrene. Det eneste man opnår ved det, er at sende et signal til unge om at det er ok at drikke sig fuld, at vi faktisk FORVENTER at de drikker sig fulde. Forældre skal helt klart sende et signal om at det ikke er normalt eller meningen at man skal drikke sig fuld i alkohol. Alkohol skal nydes. At man så ind i mellem drikker for meget, er ikke målet i sig selv, men at betragte som " en smutter". Vi må for alt i verden ikke give de unge indtryk af, at det er normalen at man drikker sig fra sans og samling. dette gælder også for de ældre teenagere som går i gymnasiet. Hér kunne jeg godt tænke mig forældre som satte grænser. At gymnasiet for nogen teenagere har udviklet sig til en periode hvor man drikker sug fuld torsdag, fredag og lørdag aften synes jeg er uansvarligt. Man kan vel få almen dannelse på en anden måde.

Vores teenager er stille og høflig og vi skændes næsten aldrig. Er han unormal ??

Absolut ikke.  Hvis teenageren er sød, rar og høflig er han bestemt ikke unormal. Han kan være godt opdraget !! eller også er han ikke nået til oprørsfasen endnu. Ikke fordi alle teenagere skal igennem en eller anden oprørsfase, men de fleste af dem har perioder hvor de stiller sig på tværs i forhold til de voksne omkring dem. Modenhed kan også gøre at tenageren opfører sig godt og endelig spiller teenagerens personlighed jo meget ind. Og hvis forældrene er to stille og rolige gemytter, så er chancen for at børnene også er det heldigvis stor. Dertil kommer forskel i hjemmenes kommunikation. Nogle hjem har en tendens til hele tiden at kommunikere mod konflikt itsetdet for væk fra det. Og forældrenes tålmodighed spiller også ind på spørgsmålet foroven. Nogle forældre alder sig heller ikke så hurigt på af teenagerens modstand. Svaret til alle de familier med søde, rare, stille og rolige teenageren: nyd dem - så længe det evt. varer !!

Vores søn har spillet fodbold i masser af år og han har et kæmpe talent. Nu vil han ikke mere. Hvad gør vi ??

Mange teenagere holder op med den fritidsinteresse som fyldte store dele af deres barndom. Det kan være musik, sport eller dans, hvor de efterhånden havde nået et højt niveau. Det ærgrer mange, både forældre, foreninger, musikskoler og danseskoler.  Mange teenagere begynder sså heldigvis på en anden fritidsinteresse eller så finder de et fritidsjob, så noget laver de dog.  Men at opgive en fritidsinteressse er også en del af den frigørelse fra forældrene og barndommen som teenageren gennemgår. Det er altså en meget naturlig del af identitisdannelsen at teenageren siger til sig selv: " at spille fodbold var noget mine forældre fik mig til og det er noget jeg forbinder med det at være barn. Og det er jeg ikke mere, så...væk med det". Der er sådan set ikke noget at gøre ved det. Jeg synes selvfølgelig at man  som forældre og voksne omkring teenageren skal gøre opmærksom på, at teenageren smider et talent på gulvet, men ellers skal man lade det være ved det. Hvis de ikke vil mere, er der ikke noget at gøre ved det. Og man skal som forældre altid lige huske sig selv på, om det er teenageren eller en selv som gerne vil have at han går til fodbold. Sommetider har man på fornemmelsen at teenageren går til fodbold for at forældrene har noget at tage sig til !!!

Vi skændes hele tiden. Hvad skal vi gøre.

I skal blive ved !!! Nej, selvfølgelig er det træls og selvfølgelig skal man gøre hvad man kan for at begrænse de opslidende skænderier, men helt at undgå kan og skal I ikke. Det  at skændes er nemlig en helt naturlig del af at danne sin egen identitet. Og identitesdannelsen er det vigtigste projekt i teenageårene. Og hvorfor skal man så skændes for at danne sin identitet. Jo, det skal man fordi det værste der kan ske for et menneske er at blive en kopi af en andet menneske. Vi vil gerne være unikke. Og det vil teenageren også...i høj grad !!! Derfor bliver teenageren nødt til at tage afstand fra det som har omsluttet ham hele barndommen. Han bliver nødt til at vise han tør og vil bestemme over sig selv og kan og tør tage selvstændige beslutninger. Endelig minder det forældrene siger hende om dengang hun var barn og gjorde alt hvad forældrene sagde. Derfor bliver det et ubevidst projekt for teenageren at tage afstand fra alt det forældrene siger og gør. Det bliver den - eneste - måde han kan skabe sig selv på.

Vores teenage søn hører bare ikke efter. Han lukker af hver gang vi siger noget til ham.

Lad mig starte med at henvise til ovenstående og sige: han hører efter men han gør sikekrt ikke det I beder ham om. Det er et projekt i sig selv at være på tværs overfor forældrene. Men tro mig han høree efter. Men hvordan får I ham så til at gøre - noget - af det I gerne vil. Lad os starte med at se på det der: noget. Tiden er nok endegyldigt ovre hvor barnet - teenageren - gør ALT hvad I som forældre vil have. Det gør de ikke og det kan vi heller ikke forlange. Så I skal som forældre gøre op med jer selv: hvad er vigtigt at han gør og hvad er mindre væsentligt at få ham til. Husk: vores opgave som voksne er nu at styrke og støtte dem i selv at tage beslutninger om deres liv.  Når det er sagt skal I også være sikre på at I er I. Mange teenagere fornemmer ret hurtigt om det er begge forældres projekt at han skal gøre som I vil have eller om det kun er mors projekt mens far sidder og brummer henne i stolen. Det kunne også godt være I skulle finde ud af hvad I prioriterer. Det kunne måske blive en forrygende diskussion. Endeligt skal vi voksne tænke over at piger og drenge, mænd og kvinder kommunikerer forskelligt. Mange teenagere, specielt drenge, er meget trætte af vores udprægede feminine måde at kommunikere på i Danmark. De er trætte af at skulle: " sætte sig ned og høre efter" og: " det her må vi tale sammen om" og: " nu må du forstå hvorfor jeg gerne vil have dig til". og: vi må da kunne blive enige om at..." og: " synes du ikke også at det ikke var for smart at..." Lotte Heise har skrevet et par gode let læselige bøger om mænd og kvinder og fortæller blandt andet at kvinder gerne vil nå til enighed og have vi andre: teenagesønnen til at forstå. Og det gider teenagesønnen bare ikke. Mange teenagedrenge er trætte af lange rundkreds snakke og forsøg på at nå til enighed og forståelse og mors følelser. Mange af dem vil lige så gerne bare have at vide hvad mor vil have og så slut. Derfor kan mit råd sommetider være: sig hvad I vil have og lad være med at lægge op til diskussion. Lad far sige det direkte og drop forestillingen om at I skal nå til forståelse og enighed. Drop også forestillingen om at han siger ja og amen selvom I vælger en maskulin kommunikation. Teenageren vil sige nej og forsøge et oprør anyway. Det er en del af det at være teenager. Og alligevel. hvis han hører at her er der ikke så meget at diskutere, så overgiver han sig måske. Under alle omstændigheder er de fleste af de feminine forsøg på at opnå enighed og forståelse med teenagesønnen spild af tid og kræfter.

Hvornår skal de have lov at sove sammen.

Endnu et stort spørgsmål. lad mig starte med at sige at de unge på mange måder er forsigtige og ordentlige ved hinanden når det handler om sex. Fornuft præger også de fleste unges sexliv. Gennemsnitsalderen er eksempelvis stadig realtiv høj: 17 år for den sexuelle debut. Når det er sagt er der selvfølgelig nogle unge som er noget tidligere ude. Og hvis ens datter på 14 år kommer hjem og spørger om hun og Simon må sove sammen...ja så er toget kørt. Det er min anbefaling ikke at forbyde dem det. Tag istedet snakken om beskyttelse mm og lær så Simon at kende. De forældre som skrider til forbud, taber som regel. her har vi altså med kræfter at gøre som for store. Også hvis det gælder en kæreste som er ældre end jeres datter, en udenlandsk kæreste, en kæreste af samme køn eller en kæreste som er - desværre - kriminel. Et godt råd er ikke at støde jeres datter væk på grund af en kæreste. Snak med dem om deres valg af kæreste og lær ham at kende. Og så kan de iøvrigt sagtens sove sammen uden at have sex sammen.